Gården var lille og derfor også besætningen. Hver familie havde omkring tyve får og én ko. Finnbogi var en dygtig skytte og derfor kunne han bidrage til husholdningen med ræveskind, fugl og sæl. Ræveskind var i høje priser. Sent om vinteren og om efteråret var det godt med fugl især lomvie og alk. Af sælen kunne man anvende både skind, kød og spæk. Begge familier ejede robåd, Guðfinnurs båd hed Súgandi og Finnbogis båd hed Rauðka. Eftersom begge disse børnerige familier var nogenlunde velbjærgede kunne de også dele ud af deres fangst til andre fattige mennesker, både fisk og sæl. På denne tid var der stor sammenhold blandt naboerne.

 

Mange fortællinger findes om Finnbogi og hans utrolige evne til at træffe byttet. I bogen Vaskir menn af Guðmundur Guðni Guðmundsson er nogle af dem. Her kommer en af de best kendte:

 

En gang som så ofte før var Bogi alene i sin båd ved Bresssker som er i midten af Ísafjarðardjúp inden for Ögur. På skærene, som kommer til syne på lavvande, lå der nogle sæler og så sig ikke for. Det lykkedes ham at skjule sig bak det største af skærene og liste sig frem mod sælene. Han havde en riffel men ellers var hann vant til at bruge haglgevær. Hann affyrede et enkelt skud og dræbte to sæler. Kuglen ramte den første i hjertet men den anden i hovedet.

Han satte nu begge kroppene i sin båd og roede op til stranden til Breiðfirðinganes og begyndte at flå skindet af dem. Da hørte han en ræv oppe i bjergskråningen. Han smed kniven fra sig, snuppede riflen; det lykkedes han at komme højere op i skråningen end dyret befandt sig og skyde det. Men da lagde han mærke til en ræv til og gjorde det også af med den. Her fulgtes alt ad, hurtig og logisk tænkning, fremragende snarrådighed og enestående skydeevne.

 

I den samme bog siges det om Finnbogi:

 

Han var en god sømand; forsigtig, kunne forudsige vejr og var en udmærket nagvigatør. Alle som kendte ham og havde forstand på hans værk er enige om, at han altid var jæger af liv og sjæl. Han var kompetent og en god snedker, for eksempel lavede han et smukt skakbræt med tilhørende skakbrikker. Han var en dygtig skakspiller og fik ofte præmie for at løse skakopgaver.

 

Et af de mange børn der voksede op på Litlibær var Einar Guðfinnsson, der senere blev en kendt iværksætter. I bogen Einars saga Guðfinnssonar af Ásgeir Jakobson fortæller Einar om sin barndom på Litlibær:

 

Slidet var uden ophold hos begge mine forældre, han ved leen eller åren, hun ved husarbejdet men ofte også ude mens han fangede fisk. Begge arbejdede dag og nat og desuden måtte de være sparsommelige og påholdende med alle ting fordi snart var der mange mindreårige at forsørge under vanskelige forhold.

Jordstykket som tilhørte Litlibær kunne snarere kaldes en grund end et  jordbrug. Den halvdel som mine forældre havde til deres rådighed kunne ikke holde livet i deres besætning, en ko og tyve får. Derfor måtte de høste hø andre steder og oft langvejsfra med stor anstrengelse. Det kostede meget mas og slid at skrabe sammen nok hø til besætningen. Min far måtte ofte tage noget høstarbejde på andre gårde for at kunne betale for høet.

 

Einars beskrivelse af sin barndom er uden tvivl ret typisk for landbefolkningen og deres børn, især på de gårde som måtte stole på havet frem for at kunne klare sig ved traditionelt landbrug. Vi giver ham igen ordet:

 

Da jeg voksede op ved Skötufjörður var den fuld af fisk og liv. Torsk, sild og blæksprutter svømmede  ind i fjorden hvert år og der var også gode banker með stenbidere og det vrimlede med fugl, sæl og vågehval. Vores bofælle, Finnbogi, var den dygtigste skytte i dette område i min opvækst. Da jeg og Sigfús voksede til blev det vores hovedbæskæftigelse at ro ud og fiske i Skötufjörður. Fra juni til advent var der sædvanligvis torsk i fjorden. Vores far ejede en lille båd som hed Súgandi og brugte den når der var fisk i fjorden. Vi var unge da vi begyndte at arbejde, Sigfús og jeg. Han blev tidligt modig og jeg har næppe været mere end åtte år da han, som da var eleve år, begyndte at tage mig med for at lægge fiskelinjen og hive den op. Da vi kom tilbage i land hjalp vores mor os med at bære fisken op fra båden, flække den og salte den. I april begyndte vi at lægge stenbidergarn. Derefter var stenbideren og kvabsoen ofte på bordet. Det som ikke blev spist med det samme blev saltet eller tørret, stenbiderskindet og rognene blev brugt som foder til dyr. Dette var et stort supplement.

 

Jeg mindes ikke at vi nogen sinde var sultne, selv om der var mange munde at mætte og vi havde brug for megen mad, som ofte er med børn på landet der løber meget og bidrager til arbejdet. Vores far satte os til at arbejde men passede altid på, at vi fik tilstrækkeligt með søvn og mad.

 

Senere blev Einar en driftig skibsreder og forretningsmand. Da fortalte han gerne denne sjove historie om en handel han prøvede at slå af med sin ældste bror, Sigfús (Fúsi), og hævdede at den var et lysende eksempel på, at han tidligt havde planer om ikke at trække det korteste strå:

 

Jeg mindes, at der en gang imellem måtte smørret rationeres og erstattes med smeltet fårefedt som det var almindeligt i disse dage. En gang fik vi Fúsi tildelt en lille smøklat og en bid fedt. Da sagde jeg til ham. ”Du kan spise fedtet Fúsi, jeg tager mig af smørret”.

 

En af de best kendte digtere i Island i det nittende århundrede var Hjálmar Jónsson, som regel kaldt Bólu-Hjálmar, med henvisning til hans gård. Han siger i et af sine digte: ”fattigdom var min elskerinde” Einar er godt klar over dette, når han fortæller om et af sine smertefulde minder fra sin barndom på Litlibær:

 

Min far tog ud at fiske sammen med os i sin båd Súgandi og fiskeriet var meget godt dette efterår. Nogle få dage før jul kom en motorbåd for at hente fisken. Far tog til Ísafjörður med denne båd for at købe lidt af hvert til julen. Men han fik at vide, at han ikke kunne få nogen varer før efter nytår. Han vendte hjem tomhændet. Da var min far deprimeret.

 

Selv om julen ikke blev fejret som man gør i dag, betød små ting som stearinlys meget for børnene. Årsagen til afslaget var at fars konto i butikken stod i minus til trods for en god fiskfangst. Prisen på saltet fisk var meget lav dette efterår. Den anstrengende kamp var ofte forgæves.

 

Den store gruppe børn, der blev opdraget på denne lille gård kunne hele deres liv drage nytte af den kærlighed og omsorg deres forældre ydede dem. Selvom midlerne var begrænsede havde de et godt liv og udviklede de egenskaber, der viste sig at være  af stor værdi i deres voksenliv; dygtighed, nøjsomhed og omsorg for andre. Man kan derfor sige at Einar Guðfinnssons ord karakteriserer dem alle. ”De arvede ikke rigdomme, de arvede dyder.”